Folketinget vedtog i juni 2012 en række lovændringer, der har til formål at dæmme op for sort arbejde. En af disse ændringer betyder, at fra og med den 1. januar 2013 er det et krav, at vare- og lastvogne med en tilladt totalvægt på ikke over 4 tons, der er registreret til udelukkende erhvervsmæssig anvendelse, skal være forsynet med virksomhedens navn eller logo samt CVR-nummer. SKAT har nu udsendt en vejledning, der nøje beskriver, hvorledes oplysningerne skal påføres virksomhedens gulpladebiler. Biler på papegøjeplader og biler med klistermærket ”Bilen må bruges privat” er ikke omfattet af reglerne om ”skiltning” med virksomhedens navn mv.